Alle tænder slides i mere eller mindre grad over tid. Det gælder uanset tandstilling. Hvis tænderne står lige, vil sliddet være symmetrisk. Hvis tænderne står skævt, vil sliddet være asymmetrisk.
Derfor oplever mange, at (tand-)smilelinjen, dvs. kanterne på tænderne, ikke fremstår harmonisk (“danser”) efter endt tandregulering, selvom det ikke giver mening at rette mere på selve tandstillingen. Det er med andre ord tændernes facon, der skal justeres for at opnå det perfekte slutresultat.
Det kan gøres ved slibning eller ved genopbygning af den mistede tandemajle med kosmetisk plast. Eller en kombination af begge.
Det er naturligvis helt op til dig selv og afhænger af dine egne forventninger til det færdige resultat.
Nedenfor er vist eksempler på genopbygning med kosmetisk plast efter endt tandregulering med Invisalign.
Bemærk at evt. tandblegning skal være udført inden kosmetisk plastbehandling.
Du kan se flere eksempler på kosmetisk plastbehandling her.
NytSmil.nu er en del af TBT – Tandlægerne Brønshøj Torv – Eksperter i Invisalign – Kosmetisk Plastbehandling – Implantater – Slidte Tænder.
Kosmetisk plastbehandling
Der er tale om en meget skånsom behandling, hvor der ikke fjernes noget af den naturlige tandemalje.
På dagen hvor plasten skal pålimes, renses tandens overflade med en special tandpasta og en poleringsskive. Plasten pålimes tanden i små lag og processen tager lang tid, da det skal være meget nøjagtigt. Når plasten er pålagt, er vi meget omhyggelige med at polere og forme plasten, så tandens facon smelter harmonisk ind i tandrækken. Er du i tvivl, kan du komme tilbage en anden dag og lave tilretninger.
Vores erfaring og rutine gør, at vi som regel rammer farven og faconen rigtigt første gang.
Farveforskel de første par dage
Efter pålægning af plasten, kan dine tænders farve være ekstra hvide i et par dage, fordi tænderne udtørrer, når du har ligget i tandlægestolen med åben mund i længere tid. Plasten kan derfor umiddelbart efter behandlingen se mørkere ud end resten af tanden. Efter 1-2 dage er tænderne normale i farven igen.
Holdbarhed
Holdbarheden af plast på bidkanter er typisk god, dog skal du forvente, at der kan opstå små defekter ved kanten af plasten over tid. Dine tænder kan slides – og det kan plasten også. Oftest kan disse poleres væk, men er det større defekter, kan de repareres let med ny plast.
Typisk koster en reparation 500-1.000 kr.
Derudover kan plasten blive slidt og farven mættet af brug, og du må derfor påregne at skulle skifte plasten i løbet af 10-20 år. Dette forgår ved, at plasten slibes af, og ny plast pålægges – uden at tanden indenunder beslibes.
Neglebidning og tænderskæren
Der kan være forhold der gør, at plastens holdbarhed må forventes at være nedsat. Det er f.eks. hvis du bider negle eller skærer tænder. Her kan vi ikke give garanti på holdbarheden.
Du kan forlænge holdbarheden ved at undgå neglebidning, og hvis du skærer tænder, kan du sove med dine natskinner om natten, hvor der typisk er størst risiko for tænderskæren.